Søvnapnø er en kronisk lidelse, der følger de fleste resten af livet. Den udredning og behandling, der tilbydes, vil være starten på et godt liv med søvnapnø. Når man først er velbehandlet, oplever de fleste en stor grad af øget livskvalitet.

Der er to former for søvnapnø. Obstruktiv søvnapnø er den langt hyppigste, en mindre del lider af Central søvnapnø.

Søvnapnø viser sig kun under søvn, men giver mange symptomer i vågentilstanden. Der kan være tale om konstant træthed, koncentrationsbesvær, følelsen af aldrig at være udhvilet, morgenhovedpine, kraftig sved under søvn, forhøjet blodtryk, manglende sexlyst- og evne.

Der er ca. 90.000 danskere, der har fået stillet diagnosen søvnapnø, men man regner med at ca. 300.000 har søvnapnø uden at vide det.

Søvnapnø er en lidelse, der rammer både mænd og kvinder. Man regner med at 10-15 % af mænd og 4-8% af kvinder lider af søvnapnø. Søvnapnø er udbredt blandt voksne, men også børn kan lide af søvnapnø. Der er flere overvægtige end normalvægtige, der rammes.

Personer med søvnapnø har unormalt lange pauser i vejrtrækningen når de sover, fordi luftpassagen i svælget er nedsat. Dette kaldes obstruktiv søvnapnø. Resultatet er, at man ”vågner” op mange gange i løbet af natten for at få luft, og det normale søvnmønster bliver ødelagt. Man kan normalt ikke huske de mange opvågninger dagen efter. Ved hver apnø nedsættes iltoptagelsen i blodet.

Symptomerne kan langsomt forværres over en årrække. Det mest almindelige er, at man ikke føler sig udhvilet og ofte har hovedpine om morgenen, føler sig konstant træt og uoplagt. Trætheden medfører ofte koncentrations- og hukommelsesbesvær, øget irritabilitet og tendens til depression. Ubehandlet søvnapnø kan give nedsat arbejdsevne.

Nogle oplever at falde i søvn på arbejdet, måske midt i et møde, under socialt samvær, eller når de kører bil. På sigt er der, såfremt man ikke kommer i behandling, risiko for at udvikle alvorlige følgesygdomme. Især forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, blodprop bl.a. i hjerte og hjerne eller diabetes. Mere end 40% af dem, der lider af diabetes, og ca. 25% af dem, der lider af KOL, lider også af søvnapnø.